Er der ændringer på vej i køre- og hviletidsreglerne?

Bliver lovforslaget vedtaget, kan du opleve ændringerne ved overtrædelser

Af Mathias Romer Holmlund – 01-02-2017

I slutningen af 2016 kom Transport-, Bygnings- og Boligministeriet med et udkast til ændring af færdselsloven, hvor der blandt andet fokuseres på ændringer i sanktions- og frakendelsessystemet i forbindelse med køre- og hviletidsovertrædelser. Nedenfor kan du læse mere om de potentielle ændringer i køre- og hviletidsreglerne.

Forløbet indtil nu

Udkastet til lovforslaget blev d. 25. november 2016 sendt i ekstern høring, og d. 4. januar 2017 udløb høringsfristen. I denne periode havde personer og organisationer mulighed for at komme med deres meninger om de fremsatte ændringsforslag. Det forventes, at lovforslaget vil blive fremsat i løbet af februar.

Nedenfor kan du læse om nogle af de ændringer, der kan forekomme i sanktions- og frakendelsessystemet.

 

Potentielle ændringer i sanktionssystemet:

Overtrædelser i tachografforordningen, som skyldes sjusk og forglemmelser, nedsættes. Derimod hæves bøderne for de mest alvorlige overtrædelser.

Der foreslås et bødeloft for både førerens og virksomhedens samlede bøde. Det nuværende bødesystem har skabt grundlag for nogle meget store samlede bøder i forbindelse med overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne.

 

Potentielle ændringer i frakendelsessystem:

Det nye frakendelsessystem skal gælde ved overtrædelser af: reglerne om største tilladte totalvægt, reglerne om køre- og hviletid og reglerne i forbindelse med tachografen.

Ifølge forslaget skal en frakendelse i forbindelse med ovenstående overtrædelser kun gælde førerretten til store og tunge køretøjer. Dermed vil overtrædelser af ovenstående regler ikke medføre frakendelse af førerretten til almindelig bil (kategori B).

Yderligt foreslås der at ophæve kravet om beståelse af en kontrollerende køreprøve, når førerretten til store og tunge køretøjer frakendes, i forbindelse med overtrædelse af de ovenstående regler. Der foreslås i stedet et krav om gennemførelse af et kursus i anvendelse af tachografen samt i køre- og hviletidsreglerne.

Derudover nævnes muligheden for lempelser i forbindelse med frakendelse af førerretten til de store og tunge køretøjer, når overtrædelsen sker inden for køre- og hviletidsreglerne. Konkret omhandler det hævelse af procentsatsen for, hvornår der sker betinget frakendelse.

Samtidig foreslås der ophævelse af reglerne om frakendelse, når der sker overtrædelse af reglerne om pauser i køretiden. Lovforslaget vil også give mulighed for at undlade frakendelse ved særlig formildende omstændigheder.

Slutligt kan det fremhæves, at lovforslaget indeholder to mindre ændringer, som omhandler definitionen af en blokvogn og transport af farligt gods.

 

Hvis du vil læse mere om lovforslaget, kan dette gøres på folketingets hjemmeside, HER.

Comments are closed.

Bliv ringet op!